Mulighed for hjemmelevering

+500 biler på lager

Fremragende på Trustpilot 4,4 ud af 5

14 dages fuld returret v. køb online

Dato:

05.10.2020

Emne:

Om Vestergaard

Corona skal ikke stå i vejen for at løfte vores medarbejdere

Trods den værste krise i nyere tid, skal Corona ikke stå i vejen for udviklingen af morgendagens ledere og talenter hos Autohuset Vestergaard.

Corona skal ikke stå i vejen for at løfte vores medarbejdere

Trods den værste krise i nyere tid, skal Corona ikke stå i vejen for udviklingen af morgendagens ledere og talenter hos Autohuset Vestergaard. Derfor genoptages kompagniets udviklingsprogrammer med 20 nye håbefulde medarbejdere.

Autohuset Vestergaard vil fortsat være en af de stærkeste spillere på markedet. Så klart lyder det fra Martin Kragh, eftermarkedsdirektør i Autohuset Vestergaard, på spørgsmålet om, hvor virksomheden er på vej hen oven på et forår, hvor hele verden stoppede op.

»Corona er uden tvivl noget af det hårdeste, vi nogensinde har været udsat for, men vi har valgt at genoptage vores talent- og lederprogram, fordi vi ved, at vi også får behov for dygtige mennesker i fremtiden. Det er vores måde at tænde et lys i mørket,« siger Martin Kragh.

Svaret på, hvordan Autohuset Vestergaard placerer sig i toppen af branchen, står nemlig soleklart: det skal ske gennem udvikling af egne medarbejdere, som det har været praksis i knap ti år, lyder det Martin Kragh.

Talent- og lederprogrammet kom til verden i kølvandet på finanskrisen, hvor det blev tydeligt, at for mange ledere ikke var rustet til at stå imod, når de virkelig mødte modvind. I 2011 gik arbejdet derfor i gang med at finde det første hold af nye ledere og talenter, der skulle være med til at skubbe til alting i organisationen. At undersøge, stille spørgsmål og komme med anbefalinger til nye tiltag, som kan komme ud og leve i kompagniet.

Hårdt arbejde, men det hele værd

En af dem, der vil anbefale talentholdet, er marketingansvarlig for events og eftermarked Karina Bejerholm. Hun begyndte på talentprogrammet i 2017 med lige dele forventningsglæde og nervøsitet.

»Det var hårdt arbejde, fordi ens væremåde og tankegang konstant bliver udfordret. Jeg kan huske, at jeg efter det indledende forløb kørte hjem og tænkte, ‘er jeg et dårligt menneske?’, fordi de kørte virkelig hårdt på mig for at skubbe til mig. Men jeg reagerede også, som de håbede, ved at sige, ‘nu skal jeg fandme vise jer, hvad jeg kan’,« siger Karina Bejerholm og fortsætter:

»Det har været en fantastisk rejse, hvor jeg er blevet skarpere på mine værdier, og hvad der motiverer mig, mens jeg er blevet klogere på mig selv og mine kollegaer. For hver gang vi mødtes, stod det mere og mere klart for mig, hvor jeg var på vej hen; jeg blev bedre til at stille mig frem og præsentere, bedre til at give feedback og generelt en bedre udgave af mig selv – både på arbejdspladsen og derhjemme.«

Vejen ind i fremtiden

Bilbranchen er altid i forandring. Hvad der var rigtigt i går, er ikke nødvendigvis det samme i morgen. Vil man være blandt de største og samtidig have den bedste arbejdsplads, så er der ifølge Martin Kragh ingen tvivl om, hvordan man opnår det.

»Det at have et nyt kuld af ledere og talenter omkring os hele tiden bringer os ind i fremtiden. Det er den eneste farbare vej for at være bedre end branchens gennemsnit bare to år frem i tiden,« siger Martin Kragh.

Hos Autohuset Vestergaard er udviklingen af medarbejdere blevet en tradition, der værnes om; det er en del af bilhusets DNA og kultur, og sågar skrevet ind i kerneværdierne: Autohuset Vestergaard er passionerede i alt det, de laver.

»Jeg er hamrende stolt af, at vi investerer i vores medarbejdere, og at vi har fastholdt det som en vedvarende proces i snart ti år, fordi vi tror på mennesker, uanset hvordan verden ser ud omkring os,« siger eftermarkedsdirektør Martin Kragh.

Autohuset Vestergaard tilbyder kurser og uddannelser til stort set alle faggrupper.

Udover talent- og lederprogrammet er der også forløb for sælgere, servicerådgivere, reservedelspersonale samt lærlinge og elever med henblik på altid at have de mest kompetente medarbejdere.

Talent- og lederprogrammet bliver tilbudt de medarbejdere, som gør sig positivt bemærket ude i kompagniets filialer. De indstilles af deres daglige ledere.

Stort set alle programmer foregår med undervisning fra firmaet Mindness, som Autohuset Vestergaard har anvendt siden opstarten.